Bryllup på Rungstedgaard og i Annise Kirke – Lykke & Morten
Fra en lille hvid kirke ved Helsinge til midnat på Rungstedgaard med udsigt over Øresund. Lykke og Mortens bryllup bød på smuk sang, en regnbyge og et gensyn, som ingen havde set komme.
Nogle bryllupsdage følger planen. Andre har deres egen historie at fortælle. Lykke og Mortens bryllup var en dag af den sidste slags. Den startede i en lille hvid kirke ved Helsinge og sluttede ved midnat på Rungstedgaard med udsigt over Øresund. Ind imellem var der smuk sang, et hemmeligt smuthul bag alteret, et fodboldhold i espalier, en regnbyge og et gensyn, som ingen af os havde set komme.
Et uventet gensyn foran kirken
Inden vielsen stod jeg uden for Annise Kirke og fotograferede gæsterne, mens de ankom. Der var kram, smukke kjoler og forventningsfulde smil. Pludselig kom en mand over og hilste. Han så bekendt ud, og så faldt brikkerne på plads - det var brudens svoger. For 11 år siden fotograferede jeg hans og Lykkes søsters bryllup.
Ingen af os havde vidst det, før vi stod over for hinanden foran kirken. Det gav et godt grin og en varm følelse indeni. Det er noget helt særligt at blive en del af den samme families historie to gange, og det var en fin måde at starte dagen på.
Stilheden i Annise Kirke
Når man træder ind i Annise Kirke, falder roen over én. Morten stod ved alteret med en best man på hver side. De to var hans faste holdepunkter i de sidste minutter, før alt skulle ske.
Så gik dørene op.
Lykke gik alene op ad kirkegulvet, og Trine Therkelsen begyndte at synge. Det var et af de øjeblikke, hvor man som fotograf næsten holder vejret sammen med resten af kirken. Alle vendte sig om, og sangen fyldte rummet, mens Lykke gik det sidste stykke hen mod Morten.
Et hemmeligt smuthul bag alteret
Til de fleste vielser står jeg nede i kirken og fotograferer brudeparret bagfra eller fra siden. Pladsen foran alteret er normalt forbeholdt præsten. Men i Annise Kirke fik jeg lov til noget, jeg sjældent får lov til.
Jeg listede ud af kirken og fandt en dør, der førte ind bag alteret. Stille og ubemærket kom jeg på plads. Derfra kunne jeg se det, gæsterne ikke kunne - Lykke og Mortens ansigter, mens de kiggede hinanden i øjnene og sagde ”Ja”.
Det er de billeder, jeg selv bliver mest rørt af. Det er ikke de store armbevægelser, men de små ting som et smil, et blik og en hånd, der klemmer lidt hårdere. Da ringene var på, sang Trine igen og satte et smukt punktum for vielsen.
Et fodboldhold i espalier
Lykke var ikke den eneste, der havde planer for dagen. Uden for kirken stod hendes fodboldhold klar i to lange rækker. Brudeparret gik ud til jubel og smil gennem et espalier af holdkammerater. Det var en udgang, der passede perfekt til et par, der tydeligvis har mange gode mennesker omkring sig.
Inden vi kørte videre, tog vi dagens første portrætter ved kirken. Det var Lykke og Morten sammen med Mortens to børn. Billederne viser noget af det vigtigste ved dagen - at det ikke kun var to mennesker, der blev gift, men en familie, der blev samlet.
Reception i haven med telt og gaver
Receptionen lå få minutters kørsel fra kirken, hjemme hos brudeparret. Haven var forvandlet med et stort telt, og vejret holdt heldigvis tørt. Gæsterne fandt hurtigt hinanden med et glas i hånden, og brudeparret fik tid til at pakke nogle af de mange gaver op, mens familie og venner stimlede sammen omkring dem.
Bryllupsportrætter ved Øresund og regn på Rungstedgaard
Om eftermiddagen kørte vi til Rungstedgaard, hvor festen skulle holdes, for at tage resten af bryllupsportrætterne. Vi startede foran den smukke bygning og gik derefter ned på stranden ved Øresund. Vandet glimtede, og Lykke og Morten faldt hurtigt til ro foran kameraet.
Så kom der vand fra oven.
Regnen kom pludseligt, og vi måtte skynde os ind på hotellet. Men nogle gange bliver det bedste til i plan B. Rungstedgaard har store, flotte vinduespartier, og det bløde, grå lys udefra var perfekt til portrætter. Nogle af dejlige billeder fra dagen blev taget netop der, mens regnen trommede på ruderne. Som bryllupsfotograf på Rungstedgaard kan jeg kun anbefale stedet, også når vejret driller.
Bryllupsfest på Rungstedgaard
Om aftenen var festsalen fyldt med stemning. Der var taler, der fik både latter og tårer frem, festlige indslag og en bryllupskage, der blev skåret under stort bifald. Bagefter overtog DJ'en, og dansegulvet blev hurtigt fyldt.
Min dag sluttede ved midnat med brudevalsen. Lykke og Morten dansede, omgivet af alle dem, der havde fulgt dem gennem dagen, og jeg tog de sidste billeder. Så pakkede jeg kameraet sammen og kørte hjem med en dag i hovedet, som jeg kommer til at huske længe.
Kære Lykke og Morten, tusind tak fordi jeg måtte følge jer fra kirkegulvet i Annise til dansegulvet på Rungstedgaard. Jeg ønsker jer alt det bedste fremover!
Skal I giftes i Nordsjælland eller andre steder på Sjælland og mangler en bryllupsfotograf? Se mine pakker og priser eller kontakt mig, og hør om jeg er ledig på jeres dato.
Brudepar: Lykke & Morten
Vielse: Annise Kirke, Helsinge
Sangerinde: Trine Therkelsen
Bryllupsportrætter: Rungstedgaard
Reception: Privat hos brudeparret
Bryllupsfest: Rungstedgaard
Bryllup i Sct. Jakobs Kirke - Bryllupsfotograf København - Borupgaard i Snekkersten - Josephine & Alexander
Midt på Østerbro ligger den smukke Sct. Jakobs Kirke. Desværre væltede det ned med vand fra himlen på netop denne dag. Men opholdsvejr ved brudens ankomst sikrede at hun kunne komme ind i kirken uden at blive gennemblødt, og selvom der kom noget regn efter vielsen var det ikke nok til at ødelægge dagen for brudeparret.
Ved Gl. Strandvej og med udsigt ud over Øresund, skød vi første del af portrætbillederne. Men med en ny gang regn fra oven, måtte vi kører videre til Borupgaard i Snekkersten hvor bryllupsfesten blev holdt. Heldigvis rummer det smukke hotel gode muligheder for også at skyde portrætbilleder indendørs.
Herefter stod den på bryllupsfest til den lyse morgen.
Brudepar: Josephine & Alexander
Kirke: Sct. Jakobs Kirke, Østerbro, København
Festlokalitet: Borupgaard, Snekkersten, Nordsjælland
Bryllup i Hørsholm Kirke - Bryllupsfotograf Hørsholm, Nordsjælland - Restaurant Jægerhuset - Pernille & Jacob
Det er ikke hver dag at præsten fører bruden til alters. Ikke desto mindre var det gæsterne var vidne til ved Pernille & Jacob`s vielse i Hørsholm Kirke, hvor jeg havde fornøjelsen af at være bryllupsfotograf. Med til historien hører naturligvis, at brudens far var præst, og at han havde fået den ære at få lov til at vie sin egen datter.
Udenfor kirken holdte parret reception, og trods at det i korte perioder regnede, afholdte det ikke de glade gæster i at nyde dagen.
Portrætbillederne skød vi på hele 3 forskellige locations, hvilket gav en del forskellige muligheder. Dels brugte vi det smukke område omkring kirken, og herefter kørte vi ud til Strandvejen, hvor vi havde Eremitageslottet på den ene side, og Øresund på anden. Herefter kørte vi til Skodsborg Kurhotel, hvor vi i silende regn skød de sidste portrætbilleder i en lille grotte der ligger ved hotellet.
Herefter stod den på bryllupsfest i den smukke og hyggelige Restaurant Jægerhuset i Holte der ligger helt ned til Furesøen.
Brudepar: Pernille & Jacob
Kirke: Hørsholm Kirke, Nordsjælland
Festlokalitet: Restaurant Jægerhuset, Holte, Nordsjælland
Bryllup i Hellebæk Kirke - Bryllupsfotograf Nordsjælland - Hotel Marienlyst - Merete & Claus
Med udsigt ud over Øresund, ligger den lille men meget smukke Hellebæk Kirke i Nordsjælland. Her havde Merete og Claus valgt at blive viet på en fantastisk dejlig og solrig dag. Et godt valg af dag, da den efterfølgende reception skulle afholdes hjemme i parrets have. Haven der består af en dejlig stor naturgrund, med store træer, en lille sø og en stor grøn plæne, dannede også rammen om dagens portrætfotografering. Efter endt reception, med den traditionelle kageskæring, lod parret sig transportere i en fantastik flot veteranbil til Hotel Marienlyst i Helsingør hvor aftens bryllupsfest skulle afholdes, og også her med en helt fantastisk udsigt ud over Øresund. Alt i alt en dejlig og fantastisk dag for brudeparret.
Brudepar: Merete & Claus
Kirke: Hellebæk Kirke, Nordsjælland
Festlokalitet: Hotel Marienlyst, Nordsjælland
+45 4083 8666
fotograf@rasmusengsvang.dk
Vielse i Køge Kirke – Sct. Nicolai, bryllupsportrætter på Vallø Slot og en bryllupsfest fuld af latter på Comwell Roskilde. Følg Nicoline og Niclas gennem en smuk sommerdag i august.